Volontør i Sumbawanga

De sidste dage i Sumbawanga

2007-06-18T07:10:00.000-07:00

For tiden bliver der sagt farvel i stor stil i Sumbawanga. Brødrekirken holdt også en farvelfest for Maria og Peder Schmidt, som nu har arbejdet i 7 år som missionære i Tanzania.

Her synger vi en farvelsang.

Maria og Peder fik et sæt tøj af kirken til farvelfesten.

2007-06-18T06:55:00.000-07:00

Samme dag som der var skoleafslutning holdt os "hvide" i byen farvelfest for hinanden. Alle havde forberedt noget underholdning om hinanden, og der blev også holdt taler. Det var en rigtig hyggelig aften og en god anledning til at få sagt farvel til hinanden.

Vi gav også hinanden afskedsgaver. Deriblandt var der også hadegaver...

2007-06-18T06:50:00.000-07:00

Her fyrer eleverne den max af med det dansenummer, som Anders havde instrueret.

2007-06-18T06:42:00.000-07:00

Fredag den 15. juni om eftermiddagen havde vi skoleafslutning på Sumbawanga Lilleskole. Det blev fejret i stor stil med, at børnene havde forberedt diverse optrin, som de stolt fremviste for deres forældre mf. Eleverne havde lavet en tv-udsendelse om skabelsen og et efterfølgende skuespil om livet i Edens have. Desuden blev der læst selvskrevne historier op, vist dukketeater med rim og remser, og sidst men ikke mindst havde de i musik forberedt 3 numre, hvoraf det ene var et dansenummer. Det var fedt at se, børnene udfolde sig, som de gjorde, og de fik masser af ros efterfølgende.

Skuespillet om "Livet i Edens have". Christoffer var fortæller. Selv om han kun går i børnehaveklasse, har han allerede lært at læse.

2007-06-18T06:27:00.000-07:00

Lars og Erik havde fået besøg fra Danmark, og vi tog sammen med dem på en lille udflugtstur, så gæsterne kunne se lidt af Sumbawanga omegn. Det var hyggeligt, og inden vi skulle hjem, så fik vi en punktering. Ja, men så fik vi også prøvet det :) Vi har haft nogle punkteringer, når vi har kørt med missionærene, men det var første gang, vi fik en selv.

Hvem havde troet, at jeg var gift med en handyman?

Sumbawanga by

2007-06-12T07:28:00.000-07:00

Det er altid en oplevelse at tage på markedet i Sumbawanga. Hvis man vil have kød til aftensmad, så er der ingen vej udenom end at tage ned til slagteren og købe kød. Det kan godt forskrække én, hvis man har en lille smulé hygiejnisk sans. Men ikke desto mindre, så køber vi kød alligevel. Vi plejer at tage ned fra morgenstunden af, når koen er nyslagtet og inden alt for mange fluer og andre insekter har sat sig godt til rette. Slagteren tager sig ikke af, om der ligger fine mørbradder gemt. Her handler det bare om at hakke det ønskede antal kilo af til kunden, og så må man selv finde ud af, hvad man har med at gøre.

Så er der kokosnødder og vandmeloner - MUMS!

2007-06-12T07:20:00.000-07:00

Hvis man vil have kylling til aftensmad, så må man ned i byen og finde denne unge herre, som har 20-30 "friske" kyllinger i sin cykelkurv. Så er der bare lidt forarbejde, inden den kan puttes i ovnen.

Her kan du købe alt mellem himmel og jord. Alt fra strømper og vaskepulver til slik og drikkevand.

2007-06-12T07:09:00.000-07:00

Her har vi en lille transportabel butik, hvor man kan købe saftige og smagsfyldte ananas, som bliver holdt kølige af paraplyen.

Her har vi endnu en mobil butik, hvor man kan købe radioer og bælter og meget mere.

2007-06-12T07:01:00.000-07:00

Vi kommer i hovedkirken i Sumbawanga. Det vil sige, at kirken er væsentlig større end de andre kirker i byen, og det mærker man på det store antal af kirkegængere og antallet af kor. For tiden har vi 6 kor som sanger og danser til gudstjenesterne. Det er en stor fornøjelse at lytte til tanzanianernes sang. De er dygtige til det, og man kan mærke, at det ligger i blodet på dem at udtrykke sig via sang og dans.

Alteret og prædikestolen.

Farvel til Sumbawanga

2007-06-12T06:47:00.000-07:00

Så er tiden ved at nærme sig, hvor vi siger farvel til Sumbawanga. Derfor har vi også benyttet de sidste par dage til at få sagt farvel. Vi var blandt oppe på Betania børnehjem, hvor vi hver fredag eftermiddag har leget, spillet og bagt kage med børnene. Nu har vi været der for sidste gang, og der benyttede vi anledningen til at forære dem rester fra oprydningen på skolen. Blandt andet fik de en masse klæd-ud-tøj. De synes, det var hylemorsomt at klæde sig ud i alverdens mærkelig kostumer, og det var en god måde at sige farvel til alle de kære børn. Vi har været glade for alle de stunder, vi har haft med dem, og særligt i foråret (efter vi har lært børnene bedre at kende) har vi glædet os til, når vi om fredagen skulle hen for at være sammen med dem. Vi glæder os over at se et børnehjem i Tanzania, hvor børnene trives og er sunde og raske.

Spooky...

2007-06-12T06:37:00.000-07:00

Vi havde inviteret alle vores ansatte til spisning en aften, da vi også gerne ville have en anledning til at sige ordentlig farvel til dem. Her sidder vores to vagtmænd med deres koner og vores hushjælp med hendes mand. Det var en hyggelig aften med godt humør, og vi benyttede også anledningen til at vise dem billeder fra Sumbawanga omegn (steder som de aldrig selv har set) og billeder af Afrikas fantastiske vilde dyr (som de heller aldrig har set).

Vi siger også farvel til kirkens formand, Simae, som er en meget beundringsværdig og sjælden person, der gør et stort og ihærdigt arbejde for kirken i Vesttanzania.

Her bor vi.

2007-06-12T06:28:00.000-07:00

Her bor vi. Sådan ser vores hus altså ud. I højre side bor vi privat. Til venstre i billedet har vi skolen. Og til venstre udenfor billedet bor en dejlig tanzaniansk familie, som vi deler hus med.

Det er vores gade. Ikke lige den bedste vej for danske personbiler. Når vores naboer har lidt skrald, der skal smides ud, ryger det tit ud gaden, som I kan se. Pilen viser hvor på gaden, vores hus er placeret.

2007-06-12T06:01:00.000-07:00

I efteråret malede børnene Noas ark på vores skolecontainer.

Her har I vores stue.

Nej, hvis det skal være helt rigtigt, så er det vagtmandens skur. Yndigt ik'? Eller er det det man kalder abstrakt kunst?

2007-06-12T05:48:00.000-07:00

Her er vores stue, hvor vi i løbet af det sidste år har tilbragt rigtig mange aften-hygge-stunder med bøger, Settlers, kaffe og ikke mindst stearinlys, når strømmen har været væk.

Vores skolegård.

2007-06-12T05:36:00.000-07:00

Sådan ser et af vores klasselokaler ud. Der er netop plads til et kateder og to elevpladser. Det er hyggeligt, og vi har gode faciliteter for Sumbawanga Lilleskole.

Vores køkken

Ja, sådan ser vores badeværelse ud.

Weekendtur i Kipili

2007-06-09T12:37:00.001-07:00

2007-06-09T12:29:00.001-07:00

Sidste fredag havde vi knap nok nået at lukke skolen, før vi (Peter Schmidt og hans 3 piger + en tanzanianer der liftede) kørte af sted mod Kipili, som er en landsby, der ligger ved Tanganyikasøens bred. Vi havde set meget frem til denne tur, da vi ofte har hørt om Kipili. Det skyldes ikke mindst den fantastiske natur ved søen. Men Kipili er ikke kun smuk natur, det er også her at Brødremissionen har et stort arbejde igang. Én af missionærerne Knud Knudsen har viet sit liv til dette sted. Han har mange projekter i gang og hjælper mange mennesker.

Få minutter efter vores ankomst mærkede vi en længsel efter at se den krystalklare sø, hvis dybde nærmest er uendelig. Solen var ved at forlade byen og sendte til sidst sine smukkeste farver til os.

2007-06-09T12:25:00.000-07:00

Til aftensmad fik vi nybagt brød, som var bagt i en gryde over et ældgammelt komfur fra dengang farmor var ung. Det smagte dejligt.

2007-06-09T12:19:00.000-07:00

Lørdag morgen gik vi op til et gammelt katolsk kloster, som nu ligger øde og forladt. Knud sagde at det er én af de ældste kirker i Tanzania. Den lå begravet bag mandshøjt græs, og vi kæmpede for at komme frem. Ved synet af bygningerne undredes vi over, at der har været så meget liv lige netop her for så mange år siden.

Ved middagstid var vi inviteret til fest, da 3 tømrere havde færdiggjort deres 3-årige uddannelse. Der blev slagtet et lam i dagens anledning, og derudover var der selvfølgelig fisk, som man dagligt lever af i Kipili.

2007-06-09T12:03:00.000-07:00

Da gildet var ovre og de stolte tømmersvende var gået, gik vi 3 minutters gang ned til en lille mole. Vi skulle nu sejle på den smukke sø, som altid reflekterer himlens farver. Vi lagde anker ved en lille ø, der bød på en sandstrand. Vandet var så klart, at man i 1,5 meters dybde kunne se det skidt, man havde under storetåneglen. Dog kiggede vi mest på de stribede og farverige fisk, som svømmede omkring os i tillid til, at vi ikke var farlige.

Det var dejligt at være af sted og komme ud at bade. I den nærmeste fremtid glæder vi os til at være endnu mere ved vandet, da vi inden hjemrejsen til Danmark den 30. juni holder en lille ferie på Zanzibar.

Årets skoletur

2007-05-28T03:45:00.000-07:00

Skoleundervisning skal ikke kun drives gennem bøger og papir. Ofte er de sanselige oplevelser det som vi husker bedst. Nogle har sagt, at kun 7 % af vores viden har vi fået gennem skolegang. Derfor er det godt at lejrskole er opfundet, også i Sumbawanga. I år gik årets skoletur lidt syd for Iringa. Vi havde valgt at holde lejrskole sammen med Den Danske Skole i Iringa, så kunne alle nyde godt af at have flere legekammerater og kollegaer.
Vi tog af sted i søndags (kørte kl. 6.00 og var fremme kl. 17.45, næsten 12 timer). Udover de 4 elever og os to volontørlærere havde vi Anne Karin med. De første par dage var vi i Iringa, hvor børnene fik undervisning sammen med de andre børn. Onsdag begyndte den egentlige skoletur. Vi kørte til Kizolanza farm, som er et hyggeligt lejrsted. Teltene kom hurtigt op og snart kunne vi dufte osen fra bålpladsen, hvor tændvæsken dannede store og dansende flammer. Om eftermiddagen tog vi til en lille landsby, der lavede keramik. Vi hørte om arbejdsprocessen, og børnene fik lov at lave nogle ting i ler.

2007-05-28T03:37:00.000-07:00

Torsdag tog vi ud til en tefarm, og på vejen derud nød vi synet af langstrakte, lysegrønne teplantager. Vi fik en grundig rundvisning på tefarmen, hvor vi alle iført hvide kitler og hatte fik set de vældige maskiner og processer, som de grønne teblade skulle igennem før de blev til den sorte te, som vi kender det.

Om eftermiddagen tog vi ud til en dejlig grøn og blå perle. Kvinderne solede sig på græsset, mens børnene boltrede sig rundt i søens kolde vand, og der blev også mulighed for at få en sejletur i en lokal fiskerbåd.

2007-05-28T03:22:00.000-07:00

Desuden var der nogle kajakker, som vi selvfølgelig også skulle prøve kræfter med. Det var skønt at skyde fart gennem søens vand, mens man føler sig så fri og let.

Til sidst skulle Anders også demonstrere, at han kunne ro i en af de vanskeligere kajakker, der krævede meget balance. Det gik også godt til at begynde med, men så røg han i vandet den ene gang efter den anden. Det var bår’ sjovt.

2007-05-28T03:16:00.000-07:00

Fredag formiddag besøgte vi en tobaksfarm. Et spændende besøg, hvor man dog også blev lidt nervøs for arbejdernes helbred, da mange af dem dagligt arbejdede i varme, fugtige rum, hvor den stærke lugt fra tobaksbladene skar dem i næsen.

2007-05-28T03:01:00.000-07:00

Vi besøgte også en blomsterfarm, der sendte blomsterne eller rettere tidsler til Holland. Derefter skulle teltlejren pakkes ned, og derefter gik turen til Mbeya og næste dag videre mod Sumbawanga. Alt i alt en rigtig god skoleuge med mange gode oplevelser.

Anders´ fødselsdag

2007-05-19T12:56:00.000-07:00

Så oprandt dagen den 17. maj, hvor Anders fyldte 23 år. Lars og Erik kom kl. 7 om morgenen og sang fødselsdagssang. Dagen efter holdt vi pandekagefest. Det var bår´ dæjli.

Erik og Therese opførte sangen "Der er hul midt i spanden".

Strømmen gik, så Anne Karin var behjælpelig med at lyse med lommelygten, da folket skulle tage desserten.

Og alle fik løftet op i skørterne, da vi skulle danse stopdans.

2007-05-19T12:46:00.000-07:00

Hushjælpen renser bønner. Vi spiser ris og bønner ugentlig.

Så spiller vi Risk, og Anders løb af med sejren.

2007-05-19T12:18:00.000-07:00

En dag skulle Peter og Maria på tur sammen ud til en menighed, og så passede vi deres 3 piger. Det var rigtig hyggeligt. Her er Tabitha den yngste, som bager kager. "Give me five..."

2007-05-19T12:12:00.000-07:00

Så var alle wazunguerne (de hvide) på søndagsudflugt med kaffe og kage og hele molevitten.

2007-05-19T12:05:00.000-07:00

Så skulle der grilles, og det blev der også. Vi var kørt udenfor Sumbawanga by for at bage snobrød og grille kød. Dog skulle vi vente 4 timer før der kom gang i kullene. De var desværre blevet lidt våde.

2007-05-19T11:58:00.000-07:00

En telefonmast.

2007-05-19T11:38:00.000-07:00

Så er vi endnu på en hyggelig udflugt sammen med Lars og Erik ude i Tanzanias smukke natur. Livet er bare herligt!

Rachels konfirmation

2007-05-03T12:47:00.000-07:00

Mens dagene går sin vante gang her i Tanzania, så sker der jo også spændende ting og sager i derhjemme. Thereses smukke, dejlige lillesøster er netop blevet konfirmeret, og her er der et billede af hende fra dagen. Vi kunne desværre ikke være med til festlighederne, men vi har hørt, at hun havde en rigtig god dag!

Hverdagen i Sumbawanga

2007-05-03T12:42:00.000-07:00

Hvert år bliver der taget et skolebillede af Sumbawanga Lilleskole, og det skulle vi selvfølgelig også gøre i år. Alle var tændte på at lave et alternativt fællesbillede, og det mundede ud i et "rædselsvækkende" gysertema, hvor vi havde indtaget rollen som ondskabsfuld heks, spøgelse, magtfuld troldmand eller vampyr

2007-05-03T12:31:00.000-07:00

Hver gang vi besøger Lisbeth i hendes hus, besøger vi også det sted, hvor Therese har gået rundt med ble. Her boede familien Olsen i et par år.

Til fødselsdag. Frederik fyldte 9 år, og det fejrede han i stor stil med at holde ”omvendt-fødselsdag”. Alle gæsterne kom med tøjet på vrangen, andre havde byttet tøj, og vi sad ved borde, der var vendt på hovedet, og først skulle vi spise alt slikket, så desserten og til sidst hovedretten. Rigtig hyggeligt!

2007-05-03T12:24:00.000-07:00

Børnene fra Betania Børnehjem er hjemme hos os og maler billeder.

Vores nabofamilies børn, der boltrer sig foran kameraet, da vi skal tage et solnedgangsbillede fra vores have.

2007-05-03T12:17:00.000-07:00

Hver torsdag eftermiddag får vi Swahili-undervisning af vores gamle og hyggelige sproglærer Angelo. Det er altid en god anledning til at få drøftet lidt af tanzaniansk kultur kontra den vestlige kultur og til at få øvet lidt swahili. Han har været i Tyskland og USA og kan godt lide at diskutere lidt af Vestens særpræg. Hans visit disse steder har dog langt fra bare været positivt. Han oplevede noget af Vestens egocentrerede kultur og savnede desto mere hans egen tanzanianske kultur, hvor alle kommer hinanden ved, og hvor alle hilser på hinanden i busset, på gaden eller på markedet.

Frederik og Christoffer leger siamesiske tvillinger

2007-05-03T12:10:00.000-07:00

BDM-volontører. For et par måneder siden kom Lars og Erik, to frejdige og friske unge fyre, fra Danmark til Sumbawanga. De er udsendt af BDM, og deres arbejde består i at renovere et børnehjem og undervise bibelskoleelever i computerbrug. Det har været til stor glæde for sådanne to som os at have dem i byen. De bor lige rundt om hjørnet, så det er nemt lige at smutte over til hinanden, og det har vi så sandelig også gjort. Det er blevet til mange hyggelige Risk-, Settlers- og alm. sludre-mens-vi-drikker-kaffeaftener. Vi har også været på et par småture sammen med dem.
En weekend tog vi på en dagstur ud til det såkaldte han-bjerg. Det bjerg har særligt i ældre tid været stedet, hvor landsbybeboerne ved bjerget har ofret til den gud, som de mener er tilknyttet dette sted. På bjerget har man stadig mulighed for at se nogle af offerstederne. Det var en alletiders tur, der krævede lidt for lårbasserne, men vi blev også belønnet med endnu en smuk panoramaudsigt over Sumbawanga og bjergene omkring.

2007-05-03T11:59:00.000-07:00

En anden weekend tog vi på en eftermiddagstur ud til et stenbrud. I hverdagene arbejder tanzanianerne manuelt med at få hugget sten. Vi kom en fredelig søndag og havde mulighed at klatre rundt på de store sten med en smuk udsigt til det landskab, der omgiver Sumbawanga.

2007-05-03T11:46:00.000-07:00

En tredje weekend tog vi ud til et udsigtspunkt over Rukwasøen, hvor vi overnattede i telt, lavede snobrød og spiste hjemmebagte snegle, der desværre smagte af tændvæske.

2007-05-03T11:32:00.000-07:00

Vi havde inden påskeferien en projektuge om Grønland. Her fik vi blandt andet besøg af Lisbeth, som har boet i Grønland. Hun fortalte en række ting om hendes møde med grønlænderne og den barske natur, og børnene synes, det var vældig spændende.

I vores projektuge skulle vi selvfølgelig spise fisk. Det indebar også, at vi skulle rense fiskene rene for skæl, tarme, blod med mere, og bagefter skulle vi spise kogte fisk, uhmm, selv børnene synes, det smagte dejligt.

2007-05-03T11:13:00.000-07:00

Matematik i bh.kl.

I kreativ har børnene blandt andet støbt bloklys.

Som en alternativ skoledag var vi ude og besøge et vandværk, hvor vi så, hvordan vandet fra kilderne bliver renset og ledet videre til vandhanerne i byen.

Påskeferie

2007-04-21T15:09:00.000-07:00

Vi havde længe talt ned til dagen, hvor mor og far (Else og Svend) skulle komme og besøge os. De var taget afsted på deres livs længste rejse, måske ikke i kilometer, men i tid. For der er mange stop på ruten Tarm - Sumbawanga. Ja, i alt gik der fra afrejsen i DK 5 dage før vi så hinanden. Men endelig dukkede de op en eftermiddag, hvor vi var til børnefødselsdag hos Silje. De fleste kan nok godt forestille sig, at det er skønt at se mennesker, som man holder af, som kender en godt, og som man har ikke har set i lang tid. Det var det også for os. Vi kunne pludselig være samme med nogle mennesker, som kender mere til vores historie og liv.

I vores dejlige by Sumbawanga kunne vi bedre end nogen andre steder i Tanzania vise vores kære gæster rundt. For dem var det sjovt at se de steder, hvor vi færdes dagligt: markedet, kirken, internetcaféen, børnehjemmet, missionærenes hjem osv.

En morgen skulle Anders bevise, at han kunne køre off-road, så vi tog 4-hjulstrækkeren og kørte ud til vores mikroskopiske regnskov og videre til et fantastisk panoramaudsigtspunkt over Rukwasøen. Morgenkaffen og den medbragte madkurv blev ikke nydt mindre ved, at vi fra vores plads på den udrullede stråmåtte kunne se ud over hele verden. Far kan have stor glæde af at se jorden fra Google Earth, men jeg tror, at hans begejstring for ”the real thing” var større.

Til vores alles glæde, havde vores vagtmand Daudi (=David) inviteret os alle til ugali og bønner i hans hus. Man kommer næppe tættere på tanzaniansk kultur, end når man sidder i et jordklinet hus og spiser den stive majsgrød = ugali med fingrene i fællesskab med tanzanianerne. Denne spise er nationalretten hernede, og vi synes det smager dejligt. Det var hyggeligt at sludre med vores vagtmand, som synes, det var meget interessant, at Svend var helikopterpilot, det var også hyggeligt at møde den gamle bedstemor, som ikke havde så mange tænder tilbage i mundet, og at hilse på de søde børn, som høfligt holdt sig i baggrunden, at hilse på naboen som kom forbi, fordi hun synes det var vældig spændende at få lov til at hilse på nogle hvide mennesker, mm.

Vores hushjælp og hendes familie indbød os også til et måltid ugali og bønner.

2007-04-21T14:59:00.000-07:00

Næste stop efter Sumbawanga var Mbeya. Mor og far havde allerede stiftet bekendskab med byen, da de havde været her en dag alene i selskab med den glade og gæve missionær Peter Olufson. I Mbeya ville vi gerne se en kratersø, som ligger syd for byen. Her havde Therese kravlet op som barn, men alligevel var det ikke en barnekunst for alle at kravle op på den stejle bjergkant. Men efter at vi hver i sær havde sagt prust og støn et par gange, fik vi noget for pengene, da vi nåede op på bjergkarmen. Udsigten var kort sagt utrolig smuk og klar.

Vi kom også forbi en naturlavet bro.

Dagen efter, hvor vi skulle køre øst på til Iringa, fik vi os en rigtig missionæroplevelse. Vores gearkasse brød sammen 70 kilometer uden for Mbeya, og bilen kunne ikke mere. Kl. var halv syv om morgenen. Vores chauffør, Anker Nielsen, var nødt til at komme hurtigt til Iringa for at nå en bus videre til Dar es Salaam, så han stak en lab frem og kom straks op at køre med en bus. Imens kunne vi andre sidde med stoisk ro og passe på bilen, indtil der ville komme hjælp fra Iringa. Klokken kvart i et kom hjælpen i form af den livlige nomademissionær Carsten Rahbek. Vores vogn blev hurtigt koblet sammen med den anden bil med en stor metalstang. Og så kunne vi komme videre igen. Gad vide hvornår Anders igen kommer til at styre en bil, der hænger på træk på en strækning af ca. 300 km.

2007-04-21T14:51:00.000-07:00

Fra Iringa tog vi på en dejlig safari i Ruaha National Park. Herude skulle mor for første gang se et af sine yndlingsdyr, nemlig den store tykke med snablen. Der bor ca. 15.000 af slagsen i parken, så der var nærmest garanti. Men, men, men… parken var de 2 dage vi var der absolut ikke nogen elefantpark. Vi spejdede alle vegne, men der var ikke en eneste elefant at se. Tilgengæld kørte vi om kap med 3 strudse der løb med livets hastighed foran vores bil.

Kaffepause ved et stort baobabtræ (sammenlign tykkelsen med bilen)

2007-04-21T14:48:00.000-07:00

Vi besøgte Ishimila Stone Age Site, som har nogle gigantiske eroderede jordsøjler.

2007-04-21T14:32:00.000-07:00

I Iringa hilste vi også på de stolte og smukke masaier. Vi var blevet inviteret med til en gudstjeneste, hvor de skulle synge, og det er en anderledes oplevelse end at høre DR´s pigekor. Efter 3-4 timer kunne vi gå ud af kirken og få os en snak med dem.

Desuden besøgte vi også en bibelskole for nomader. Der hilste vi igen på de glade masaier og de øvrige beboere omkring bibelskolen.

Manden til højre tilhører barabaik-stammen, og vi købte spydet af ham som en "ægte" souveniers.

Børnene kigger ivrigt med på Svends kameraskærm og morer sig højlydt over billederne af dem selv.

Når man er ca. 4 år er man gammel nok til at bære lillesøster på ryggen. Hun klager ikke.

2007-04-21T14:23:00.000-07:00

Efter Iringa gik turen til Arusha, hvorfra vi skulle på vores livs safaritur. Vi besøgte 3 nationalparker, blandt andet den verdenskendte Serengeti nationalpark, hvorfra der altid bliver lavet dyrefilm. Det var intet mindre end en oplevelse for livet at opleve og se Afrikas vilde dyr på så tæt hold og i et så overdådigt antal. Vi så tusindvis af zebraer og gnuer som var påbegyndt deres lange vandring fra syd mod nord. De vandrede i kilometer lange rækker, og vi kørte en hel formiddag, hvor dyreflokkene blev ved med at tage form. Safarien viste sig også at blive en sand løvesafari, da vi 11-12 gange så løver. Både sultne løver, løver i træer, løver der lå på ryggen og slikkede sol, sårede løver og ganske almindelige løver. Under safarien ventede vi alle ivrigt på at høre nyt fra London. Peder og Camilla ventede nemlig en lille pige, og da vi endelig langt om længe fik den glædelige nyhed om en nyskabt fin lille pige ved navn Ella, så fejrede vores guide det med at finde en leopard til os. Udover de mange dyr nød vi også de smukke og langstrakte udsigter, og om aftenen var den en sand fornøjelse at indlogere sig på de luksuriøse safari lodges, hvor maden, sengene og personalet gjorde sit bedste for at give gæsterne den bedste oplevese. Ahhh!

Turister flyver i luftballon over Serengetis savanne

Papegøjer lige udenfor vores værelse.

Udsigt til det fantastiske Ngorongoro Krater fra vores lodge.

2007-04-21T14:16:00.000-07:00

Hyæner, gribbe og marabustorke fortærer en zebra

En serval, Afrikas 4. største kat.

2007-04-21T14:09:00.000-07:00

Elefantunge drikker mælk hos sin mor

Migrationen af dyrene er begyndt, og de vandrer i kilometerlange flokke.

2007-04-21T14:01:00.000-07:00

Udsigt over Serengeti

Vi nåede også at besøge en slangepark

2007-04-21T13:42:00.000-07:00

Hele denne lange og dejlige ferie sluttede vi af i Dar es Salaam med en dag ved det Indiske Ocean, swimmingpool, kolde coca cola og en god middag! Til sidst er der bare at sige tak for en god ferie til Else og Svend!

Lilleskoleuge

2007-02-24T02:05:00.000-08:00

Steffen Brandt lavede engang en hyldestsang for en japanske bil, Toyotaen. Det er ikke til at vide, hvilke erfaringer han har med den vogn, men vi kan berette, at vi har fået så mange erfaringer, at vi snart kan skrive en ny hyldestsang. Der kan sidde mange mennesker i en Toyota Landcruiser, og vi har hørt om nogle danskere, der fik 48 børn ind i bilen på vej til et børnemøde. Da vi skulle køre til Iringa på den årlige lilleskoleuge var vi dog kun 11 mennesker i den hvide 4-hjulstrækker. Men da Maria pga. hendes diskosprolabs skulle ligge ned på bagsædet, var vi 7 personer, som klemte os ind i bagrummet. Det var lidt snævert, men med en halvbedøvende køresygepille overlevede vi uden problemer turen på de regnskadede jordveje. Vi ankom til Iringa, byen på bjerget, hvor vi ikke blot skulle være lærer, men også forældre for "vores" børn i en uges tid. Vi havde ansvaret for dem 24 timer i døgnet, og det gav os nogle nye spændende udfordringer. Lilleskoleugen er en god anledning til, at børnene kan prøve noget der minder om en dansk skole. De kan prøve at være så mange elever i en klasse, at det faktisk giver mening at række fingeren i vejret. De kan prøve at fremlægge noget for mange mennsker. De kan opdage, at de måske ikke er den bedste eller dårligste eller hurtigste eller langsomste i klassen. De kan få nogle nye venner. De kan…osv.! Alt er nærmest nyt for dem, ligesom meget vil være nyt, når de vender tilbage til Danmark engang.
En dag havde alle taget skikkelse i en anden person. Det blev fastelavn og pludselig gik Asterix, en kok, en skorstensfejer, nogle personer fra Starwars, en kerub, den bestøvlede kat (fra Shreek) osv. rundt i blandt os. Inde bag udklædningstøjet var lilleskoleeleverne gemt. Anders havde klædt sig ud som rockstjerne og Therese var blevet forvandlet til en typisk tanzanianerkvinde. Da der skulle slåes "katten af tønde", valgte vi ikke at putte –den bestøvlede kat- i den farvestrålende trætønde, som eleverne selv havde lavet. Der blev lagt armkræfter i, da tønden skulle splintres, og måske havde Asterix drukket trylledrik for at give den ekstra tæsk. Og snart havde tønden fået mere end én på kassen, og den måtte erkende sit nederlag. Kattekongen og kattedroningen blev hyldet, og til sidst kunne alle slappe af og spise fastalavnsboller oven på de hårde strabadser.

På afslutningsdagen ønskede Sumbawanga lilleskole alle eleverne glæderlig jul, og vi spillede vores efterhånden kendte julerocksang om drillenissen Freddy, en sang børnene selv har skrevet. Der blev også vist et skuespil om "Den fortabte søn"og vi sang sange skrevet af H.C. Andersen.Det var en berigende uge for os. Vi fik lov til at sidde med i nogle timer, hvor en uddannet lærer underviste. Og vi prøvede at sidde på lærerværelse og drikke kaffe og snakke om ideer og nye fif til undervisningen. Så da vi klemte os ind i "den fantastiske Toyota" på vej hjem mod Sumbawanga, kunne både børn og voksne se tilbage på en god uge, hvor vi fik nye erfaringer og ideer i bagagen.

2007-01-25T05:23:00.000-08:00

Næste og sidste stop var en todages-safaritur med overnatning i Ruaha Nationalpark. Vi havde tidligere besøgt parken i tørtiden, men nu hvor det havde regnet længe, glædede vi os til at se dyrene stå i kontrast til det grønne.

Og selv om græsset og bladene betød, at dyrene kunne gemme sig mere, så var det overvældende at se dem i den frodige natur. Vi kørte sammen med Agnes og Carsten Rahbek fra den danske skole i Iringa, som kender parken godt. På landcruiserens tag spejdede vi med succes efter dyr og fugle.

Udzungwa mountains

2007-01-25T05:10:00.000-08:00

Efter Dar kørte vi til Udzungwa Mountains Nationalpark. Her vandrede vi rundt i to dage i en smuk regnskov, der ligger i bjergene. Det var godt at komme på landet igen og skønt at se på kulørte fugle, firben og aber og flotte vandfald ikke mindst.

Nationalparken er kendt for at have 10 dyrearter, som kun findes her i verden. Vi så den ene af dem, nemlig Iringa red colobus (en rød abe), som er en fætter til Zanzibar red colobos, som vi tidligere så. Vi fik også oplevelsen af at se blue monkey og en smuk abe, der hed black and white colobus (vores guide fortalte klogt til Anders, at den hed black and white colobus, fordi den havde to farver. Den ene farve var hvid, og den anden var sort. Så fik vi det på plads :) )

Da vi desværre hverken så sort eller grøn mamba i skoven kørte vi på vejen mod Iringa forbi en slangefarm, hvor vi kun se mange forskellige slags. Det med slanger i Afrika er stærkt overdrevet. Anders vil meget gerne se nogle store farlige slanger, og hver gang vi er på tur spørger han vores guider, om de ikke kan finde en til ham. Ironisk nok har han kun set én levende slange, mens Therese har set 3. Men Anders har ikke opgivet ævred endnu!

Vi saa dog begge disse to fraekke skildpadde... og der var boern tilstede.

2007-01-25T04:36:00.000-08:00

Efter Iringa tog vi en formiddag bussen til Dar. Busturen gik ikke helt efter planen, da den i stedet for 7 timer varede 23 timer. Det skyldtes at bussen var i stykker og derfor skulle vi vente på en ny bus, som havde plads til alle os passagerer. Den kom efter 8 timers venten og derefter fortsatte vi turen mod Dar. Da vi efter et par timers kørsel var nået til Mikumi nationalpark fik vi at vide, at vi blev nødt til at overnatte i bussen natten over, da man ikke måtte køre gennem parken om natten. Vi lagde os til at sove uden det store held, da der i en nationalpark er varmt, fugtigt og utrolig mange myg. Da vi næste dag endelig nåede frem fortsatte vi i en båd til den paradisiske tropeø Zanzibar. Øen har en lang og barsk historie, men mest kendt er øen for dens salg af slaver under kolonitiden. Over 600.000 slaver blev solgt fra øen mellem 1830 og 1873. Tanzanianerne blev fanget og bundet i kæder på fastlandet og transporteret til Zanzibar, hvorefter de skulle transporteres videre til de arabiske lande; men mange døde i kæderne pga. den hårde og dyriske behandling.

Vores tid på Zanzibar blev ikke, som vi havde planlagt. Dog nåede vi at have to spændende dagsture. På den ene tur kørte vi rundt i en krydderiplantage og så, hvordan vanille-, nellike-, kanelplanter og mange flere ser ud, inden det sælges i supermarkeder i pulveriseret form. Desuden bød turen også på en badetur ved en eksotisk klippestrand og et besøg i en slavehule.

Den anden dag kørte vi til Jozani Forest, som mest er kendt for en abeart, der kun lever her. Aben hedder Zanzibar red colobus og vi håbede meget på at få den at se; det gjorde vi i massevis, og den var meget flot.

De kommende dage blev noget anderledes end forventet, da vi fra den danske ambassade fik en cyklonvarsling, hvor de advarede mod al færsel ved kystområder. Det passede ikke så godt i vores planer, da vi havde bestilt værelser på et lækkert hotel ved en palmestrand. V i kunne desværre heller ikke komme til at svømme med delfiner og dykke ved koraler, som vi havde set frem til.
Da vejret var godt den 23. december valgte vi at holde en tidlig juleaften ved stranden i stedet for at blive blæst væk af en cyklon juleaften. Det var en utraditionel, men dejlig juleaften vi fejrede. Da Anders næste dag lå med malaria og 39,7 i feber, glædede vi os over den tidligere juleaften. Næste dag tog vi et fly til Dar, da vi var blevet advaret mod at sejle tilbage. Da vi var landet i lufthavnen fik vi så meddelelsen om, at cyklonen ikke ville ramme Zanzibar, men i stedet Madagascar. I Dar var Therese heller ikke frisk, så vi tog nogle sygedage hjemme i huset hos nogle volontører. Lidt inden nytår var vi i bedring og havde nogle gode dage ved de smukke strande, hvor Therese blandt andet fik samlet kasse fuld med muslinger :) og en dag på det sorte marked.
Vi sluttede året af med en dejlig nytårsaften med alle kollegaer i Dar.

2007-01-25T04:31:00.000-08:00

Fra Iringa tog vi også på en endagstur til Isimila Stoneage, som er en smuk lille park, hvor man kan se flotte rødlige og orange stenpiller. Vi havde hele den fantastiske park for os selv, og vi blev overrasket over dens skønhed.

Juleferie

2007-01-25T04:20:00.000-08:00

Nu begyndte vores næsten 4 uger lange juleferie, og der gik ikke mere end en dag, før vi sad i landcruiseren sammen med familien Friis på vej til Iringa. Her mødtes vi med en af de andre volontører Camilla og hendes storebror Philip, som vi skulle rejse rundt i landet sammen med. Først bød ferien på en meget spændende tur med Carsten Rahbek. Han er missionær blandt nomadefolk, og han havde inviteret os med til et masaibryllup. Det krævede ikke megen betænkningstid at takke ja til sådan en invitation. Vi kørte et par timer før vi nåede ud til den boplads, hvor brylluppet skulle være. Bopladsen lå ikke langt fra Ruaha Nationalpark, så her kunne de vilde dyr også komme forbi. Ved ankomensten blev vi budt på chai og chapati (te med ¼ sukker og et pandekage-lignende brød), og det smagte dejligt. Udover at slubre te i os sugede vi alle de indtryk og billeder til os af de smukke og stolte masaier, der gik forbi os. Festen gik sin gang, og vi nød dagen i fulde drag. Anders fik en lille “veninde”, som han havde holdt i hånden hele tiden i bilen, vist nok for at holde på balancen. De fik snakket godt sammen, og på et tidspunkt hvor han skulle holde hendes barn, begyndte barnet at tisse på ham. En uforudset oplevelse. Vi har tænkt på, om man kan tjene mange penge på et par jeans med masaitis :)

Hvad glor du paa?

Anders -lille veninde-, som han fik et smykke af.

Her er hendes mand

Juleafslutning

2007-01-25T03:42:00.000-08:00

Den 14. december havde vi juleafslutning på Sumbawanga Lilleskole. Børnene havde længe ventet på denne dag, hvor de skulle vise deres forældre alle deres dygtigheder. Forældrene mødte talstærkt op, i alt 4 voksne og så lille Tabitha på knap 2 år. Inden programmet skulle løbe af staben var børnene blevet sminket og klædt ud på bedste vis til at matche personerne i Klodshans. Dog var det ikke et helt almindeligt dramastykke over Klodshans, som de skulle vise, men derimod en “julet“ omskrivning, som fik titlen: “Klodsnissen Hans”. Børnene havde op til afslutningen brugt flere uger på af øve replikker mm., og det gik også fremragende, da de viste stykket. Herudover bød juleafslutningen på en hjemmelavet julerocksang, flere sange, oplæsning af egne julehistorier med billeder til, andagt, julekonkurrencer og sidst men ikke mindst julegodter, sodavand og kaffe. En hyggelig og festlig dag, hvor det var en fornøjelse at se børnenes stolthed over at fremføre deres kunstner.

Klodshans to kloge broedre, der kunne hele det latinske nisseleksikon udenad.

Klodshans fryder sig over at faa den smukke prinsesse

December i Sumbawanga

2006-12-13T04:49:00.000-08:00

Pebbernødder, chokolade med nougat, flæskesteg, juleklip, julemusik og The julekalender er blot nogle af de ingredienser, som har fyldt vores hverdag i december.

Pga. af regntiden har det været ekstra hyggeligt at sidden indendøre, fordi vi ikke længere bliver blændet af den skarpe sol i stuen, i stedet er det en smule dunkelt, hvilket er godt til stearinlys. Det er hyggeligt at lytte til regnen, der slår tromme på bliktaget i selskab med tordenbragene. Vi har dog to gange oplevet, af lynene er slået ned tæt ved huset med et krigerisk brag, der fik vinduer og underhyler til at blafre. Der dør hvert år nogle mennesker af lynnedslag i Rukwaområdet, folk tror at det er medizinmændene, der har lynets kræfter og kan forbande forskellige mennesker.

Vores hushjaelp skaerer koed ud.

Vi ser det store i det smaa

2006-12-13T04:42:00.000-08:00

På vores lilleskole har der også været kredset om julen. Vi har blandt andet haft to dage, som vi har brugt på at lave julepynt og julegaver.

Desuden har børnene de sidste par uger flittigt øvet et juleskuespil, nemlig Klodsnissen Hans, og resultatet tyder på at blive rigtig godt. Hertil har de lavet en stor kulisse. Til juleafslutningen skal de også oplæse deres egen julehistorie og synge sange fra musik, bl.a. en selvlavet julerocksang, hvor de alle spiller på instrumenter. De glæder sig til at vise forældrene deres præstationer, og vi glæder os over at se deres engagement i det.

2006-12-13T04:27:00.000-08:00

En søndag efter kirke havde vi inviteret et af kirkens kor hjem til te og kage hos os. Det var en hyggelig eftermiddag, hvor de sang og snakkede. De var utrolig interesseret i vores bryllupsbilleder, da de adskiller sig en del fra, hvordan bryllupsbilleder ser ud hernede.

De fik lov til at beholde et. De ville også meget gerne se video fra vores bryllup, og det fik de lov til. Gang på gang kommenterede de, hvor glade vi var (hernede smiler brudeparret som sagt ikke på bryllupsdagen), og på et tidspunkt kysser vi hinanden, og det blev der fnist og leet af. Alt i alt en dejlig eftermiddag sammen med tanzanianere.

2006-12-13T04:07:00.000-08:00

I starten af december var vi igen til bryllup, denne gang til vores hushjælps brors bryllup.

Vi havde fået æren af at køre brudekørsel på dagen, og det var alletiders at køre med hornet i bund gennem byen med bilen pyntet med balloner og farverige stykker stof. Efter en festlig gudstjeneste, hvor gæsterne fik danset godt igennem, skulle brudeparret hjem og spise hos vores hushjælp. Vi havde også fået æren af at spise sammen med dem, og det viste sig at blive et interessant måltid. Maden var god, og vi fik tre slags kød. Brudeparret skulle spise af samme tallerken, for som deres brudedame og –mand sagde: “nu er I jo blevet et kød”. Men for bruden var det for intimt at skulle spise sammen med sin nye mand, så hun nægtede at spise sammen med ham. Derimod fik hun så et klæde over sit hoved, som dækkede hende, og så fik hun en tallerken mad ind til sig.

Nu havde hun fred til at spise for sig selv. I sådan en oplevelse kommer man tæt på tanzaniansk kultur og det er spændende og rigt at opleve kontrasterne fra vestlig til afrikansk kultur.

2006-12-13T03:56:00.000-08:00

Hver fredag eftermiddag er vi oppe på byens børnehjem, hvor 37 drenge i alderen 9-21 år bor. Her holder vi bibliotek og spiller fodbold med dem. Sidste fredag havde jeg (Therese) taget en gruppe på 10 drenge med hjem i stuen, hvor de bagte julekager.

De havde glædet sig til det, og for mig var det en glæde at se deres glæde over at få en lille pose med nybagte julekager med farvet glasur på med hjem til børnehjemmet. De var så høflige og medgørlige, så det var nemt at få til at fungere. Endnu en herlig oplevelse. Jeg har lovet de andre drenge på børnehjemmet, at de også skal få lov til at komme her og bage kage efter juleferien.

2006-12-13T03:43:00.000-08:00

I søndags var der fest på bibelskolen i Sumbawanga. En gruppe af de studerende var nu færdiguddannede præster, og det skulle fejres. Vi var egentlig ikke indbudt, men Anne Karin havde sagt god for, at vi kunne komme med og se, hvad der sker til sådan en fest. Så vi trappede frimodigt op og deltog i festlighederne. På billedet ser man præsternes hvide dragter og farvede kranse. Kransene er altid noget som dem, der skal fejres til en fest, får på, og det er uanset om det er bryllup, konfirmation eller præstedimensionsfest.

Et landsbybesøg

2006-11-11T04:47:00.000-08:00

Ligesom vi ved vores safaritur kom ind til hjertet af afrikas natur, så kom vi forleden ind til sjælen af det afrikanske folk. Peder Schmidt tog os ud til en landsby en halv times kørsel syd for Sumbawanga. Her opdagede vi den slående forskel på storby og landsby. Når vi wazunguer ikke var til stede, talte beboerne stammesprog frem for swahili (i øvrigt det stammesprog som vores hushjælp taler). Landsbyen havde ingen gader, men bestod af lerhytter, som lå drysset ud i landskabet imellem små majsmarker. Landsbyen var ikke ramt af globalisering eller vestlige tanker og ideologier, kun med undtagelse af kristendommen, som til gengæld var repræsenteret af alle de forskellige kirkesamfund, som man kan drømme om. Moraviankirken var en nuttet lerhytte med stråtag på ca. 35 m2 og rummede seks bænke. Vi hvide blev inviteret op på den foreste bænk, og herfra kunne vi høre Peder undervise om emnet “Wokovu ni nini?”, som betyder: “Hvad er frelse?”. Han underviste på deres anbefaling i 2 timer og 15 min.Derefter solgte vi bøger og bibler til de kirkemødte, og så var det tid til at spise ugali og bønner, som smagte dejligt.

Efter maden fik vi en “guidet” tur i landsbyen af evangalisten fra kirken. I løbet af blot 5 minutters vandring havde vi halvdelen af landsbyens børn som følge. De stod nysgerrige i deres laset og støvet genbrugstøj og så søde ud. Når vi tog et billede af dem udbrød der latter og fnisen, og de massede ivrigt efter at komme først hen og se billedet på vores kamera.

Om aften skulle Peder vise Jesusfilm i en anden landsby. Her kørte vi rundt i byen (som heller ikke havde nogle veje) og reklamerede højlydt med aftenens arrangement gennem nogle skrattende højtalere, som var spændt fast på taget. Vi stillede også bogbutikken op, men desværre var det kunne børn og fulde folk, som kom forbi. Så gik Jesusfilmen igang og landsbyen var stimlet tæt sammen. Efter filmen fik vi solgt nogle bibler, og så var det ellers tid til at køre hjemad…-troede vi, for kl. 23.10 skulle vi lige have aftensmad, ugali og bønner naturligvis. Selvom vi på det tidspunkt var trætte og gerne ville hjem, så var det alligevel en skøn oplevelse at sidde stuvet sammen med de lokale i et lille dunkelt rum og spise med fingrene af nationalretten.

2006-10-31T06:21:00.000-08:00

Katavi nationalpark

2006-10-29T02:20:00.000-08:00

I slutningen af ferien tog vi paa safari i Katavi nationalpark, som ligger godt 4 timers koersel mod nord. Nationalparken laa saa langt ude paa landet, at her stort set ikke var nogle turister. Vejene var ikke saa gode, men vores guide foerte os sikkert mod et udtoeret flodleje, hvor dyrene var samlet. Da vi var i Ruaha nationalpark i august, kunne vi maerke, at dyrene var vant til mennesker og biler, men i Katavi var forholdene anderledes. Her blev dyrene skraemt af os og loeb ofte vaek, hvis vi kom for taet paa. Vi foelte os, paa trods af landcruiseren, som doctor Livingstone, som i slutningen af 1860erne rejste rundt i det vestlige tanzania. Den gang var baade dyr og mennesker nysgerrige og bange, naar de saa doktoren og hans foelge. Paa samme maade var det i Katavi, og vi foelte os som opdagelsesrejsende, som var igang med at udforske et ukendt omraade. Efter saadan en tur blandt afrikas dyr forstod vi, hvorfor Livingstone paa hoejre side af hans gravsten har foelgende staaende: “Sandheden soegte jeg ivrigt, og intet laengtes jeg ivrigere efter end at kende de flodkilder, som har vaeret skjult i saa mange aarhundrede”. I vores bil kiggede vi ivrigt ud af ruderne for at se maengden af dyreliv, der roerte sig ved det naesten udtoerrede flodleje. Flodhestene mudderbadet, mens elefanterne stak snablerne ned i en dybde, hvor der endnu var en smule vand. Zebraerne og girafferne gik som pynt oppe paa breden sammen med marabustorken, mens de uskyldige impalaer stod i flok og drejede hovedet 180 grader. I saadan en situation foelte vi, at naturen omfavnede os, med alt hvad der er smukt.

Mbeya

2006-10-29T02:14:00.000-08:00

Efter Matema forlod vi de andre volontoerer og tog selv afsted med dala dala (de lokale minibusser, som altid er propfyldt med mennesker). Det var en herlig oplevelse at staa klemt taet sammen med tanzanianerne. Der blev skubbet og maset, eftersom der kom flere og flere folk ind i bussen. Busturen foerte os gennem et frodigt landskab, hvor jorden flittigt blev dyrket, og afgroederne blev solgt ved vejen, her kartofler.

Vi kom dog efter 5 timer frem til Mbeya, som er min (Thereses) gamle hjemby. Det er i Mbeya jeg har udtraadt mine barnesko, eller rettere noegne foedder. Vi boede endda i selv samme hus, som det jeg boede i som barn. Anders var opslugt af at faa sat billede og sted paa alle mine barndomshistorier, og for os begge var det en saerlig oplevelse at gaa rundt i Mbeya. Vi moedte bl.a. en af mine barndomsvenner, dvaergen Warless, som har koert mig rundt i diverse majsmarker i hans trilleboer.

Solnedgang ved Matema

2006-10-29T02:05:00.000-08:00

Matema

2006-10-29T01:38:00.000-08:00

Efter konferencen tog vi med 3 andre volontoerer til et skoent strandparadis. Matema hedder stedet og er en uopdaget perle, der ligger ved Malawisoeen. Vandet er klart som glas, palmerne smukke og frugterne saftige. Vi boede 50 meter fra vandet i et par laekre boliger med terrasse ud mod vandet og bjergene. Det var fedt, fedt, fedt!

Therese faldt i snak med en lokal

En af dagene vandrede vi op til et vandfald, og efter vores halvanden times svedige og hede gaatur var det berusende at hoppe fra klipperne og blive afkoelet under vandfaldets koelige og kraftige vandstraaler. Om aftenen spillede vi Settlers, drak lunken sodavand og spiste ris og boenner.

Missionaerkonference

2006-10-29T01:12:00.000-08:00

Den foerste uge af vores efteraarsferie brugte vi paa den aarlige missionaerkonference. Alle missionaerer fra hele Tanzania var samlet, og ugens program bestod af bibeltimer (som Henrik Nymann Eriksen holdt), lovsang- og vidneaftener, praktiske droeftelser og et saerskilt boerneprogram, som vi volontoerer stod for. Vi noed at underholde gruppen paa 20 boern sammen med de andre volontoerer. Vi havde bl.a. planlagt spejderloeb, mad over baal, stratego, sport mm. Alt i alt var det en rigtig god uge, hvor vi noed at vaere sammen med en masse danskere. Der herskede en god stemning, og vi noed at vi for en gangs skyld havde huset fyldt hver aften af 6-8 unge mennesker.

Det var muligt at stoppe alle missionaerboern og voluntoerer ind i en landcruiser

Vi var paa en dejlig eftermiddagstur

Alle vores ansatte i Sumbawanga sang og dansede for os.

2006-10-27T06:52:00.000-07:00

Bryllupsfest

2006-10-27T05:56:00.000-07:00

Vi har været til et katolsk bryllup. Selv om vi hverken kendte bruden eller gommen, kunne vi godt komme med, vi skulle blot betale 6000 sh tilsammen (30 kr.). Tanzaniaske bryllypper kan ikke sammenlignes med det, vi kender til. Bryllupsdagen er for bruden en stor følelsesmæssig begivenhed. Hun er i sorg, fordi det er dagen, hvor hun forlader sin egen familie. Gommen har inden brylluppet sparret op, for at kunne betale festen og bruden.
I festlokalet var brudeparret og familien placeret øverst oppe, og vi gæster sad på bænke og stole og kiggede op på dem. Aftens gang blev ledt af en konferencé, som stort set var den eneste der fik et ord indført til festen.
I løbet af aftenen var der taler fra familie og venner. Der var også en karismatisk andagt, hvor taleren med en vældig gestikuleren og råben brugte tid på at få jaget djævelen ud af lokalet. Vi blev også præsenteret for festudvalget, én sagde, at han havde slagtet alle kyllingerne, en anden, at han var ansvarlig for, at der var ro og orden hele aften, og da han var en guds mand, havde han holdt djævelen uden for døren. En tredje præsenterede sig og sagde, at han var ansvarlig for, at kyllingeposerne blev taget væk efter maden, en opgave han faktisk ikke magtede:) I løbet af aftenen fik vi tilbudt 3 Pepsicolaer og et kyllingeben, som lå i en papirspose.
Den vigtigste begivenhed til festen er, når brudeparret skal uddele kage til hinanden. Anne Karin havde bagt bryllupskagen. Bruden tog et stykke, bukkede sig helt ned til gulvet, tog så nænsomt fat om hans skulder, derefter hans hage og til sidst åbnede han munden, og hun gav ham ydmygt kagestykket. Derefter fik hun en stykke, som han også gav nænsomt. Bagefter gik de ydmygt på knæ hele vejen hen til deres svigerforældre og gav dem ligeså et stykke kage.
Sidst på aftenen skulle brudeparret danse en stille brudevals til musikken fra Titanic. Under dansen rørte de stort set ikke hinanden. Det er ikke normalt her i landet at kysse og kramme offenligt! Undervejs i den følelsesladede dans kom konferencéen og forstyrrede. Han ville have dem til at sige i mikrofonen: I love You, I will love you forever, you are my only one osv. Det var komisk og absurd. Til sidst skulle gaverne danses op til brudeparret. Da brudeparret begyndte at forlade festen i et lille optog, giv folk straks igang med at rydde op og pakke festen ned. Vi hjalp med at køre gaverne hjem.

Skole, hundevask, foedselsdag og korsang

2006-09-11T06:15:00.000-07:00

Kreativiteten er stor paa Sumbawanga lilleskole. I oejeblikket er vi igang med at male Noas ark paa vores store roede container. Ud over dette malerprojekt har vi ogsaa formet ler, som efterfoelgende blev braendt.

Naar skolendagen er faerdig, er der praktiske ting, som skal ordnes. Fx syntes vi at vores 10 aarige vagthund, Max, traengte til et bad.

Lisbeth Kvols, som tager del i kvinde- og sundhedsarbejdet, fyldte forleden 40 aar. Vi danskere ville gerne fejre hende paa en saerlig maade, saa vi bagte boller og tog tidligt ned og sang foedselsdagssang for hende. Derefter havde lilleskolen et indslag, hvor vi sang en sang, som var skrevet til lejligheden. Skolen gav hende ogsaa en gave, som ud over sangen, bestod af to udklaedte papfigure, der forestillede hende og hendes forlovede.

Om soendagen tager vi ned i den store Moravien kirke, som ligger midt i byen. Det er en store kirke, som holder gudstjeneste kl. 08.00 og kl. 10.00. Lovsangen bliver ledt af forskellige kor, som dem paa billedet her. Vi skal i morgen med til en koroevelse, og se om det er noget for os.

NB. Vi er glade for, at der kan saettes billeder paa bloggen igen. Vi har fundet en ny internetcafe, hvor computerne er nyere og bedre.

Sumbawangas bjerge

2006-09-11T05:24:00.000-07:00

Naturen rundt om Sumbawanga er flot! Byen er omgivet af halvstore bjerge, der gaar op og ned i terraenet. Det er specielt smukt om aftenen, naar solen saenker sig mellem de store klipper og giver sit sidste roedlige lys.
I weekenderne er det rart af og til at komme ud af byen og op i bjergene. Her kan der baade klatres og springes.

En dag besteg vi et bjerg, der kaldes Hanbjerget. Paa bjerget bliver den naerliggende landsbys forfaedre dyrket, ud over det, dyrker de ogsaa majs. Paa toppen er der blevet rejst et stort kors, som var maalet for vores tur. Det var en lang tur for Silje(5 aar) og Christoffer (6 aar), men alle kom til toppen og noed den smukke udsigt.

Bagefter var det oplagt at slappe af med en medbragt frokost.

2006-09-09T04:08:00.000-07:00

Billeder fra Ruaha Nationalpark og af en ny rafiki

2006-09-08T04:57:00.000-07:00

Endelig et billede af vores missekat

2006-09-08T04:38:00.000-07:00

Hverdag i Sumbawanga

2006-09-05T06:26:00.000-07:00

Vi har det godt i Sumbawanga. Vi laerer byen bedre og bedre at kende, vi ved hvor vi kan koebe nutella, hvor vi kan gaa i kirke og vi kender allerede nogle smutveje hist og her.

For 14 dage siden blev Maria floejet til Dar, hvor hun har faaet en diagnose, som lyder paa en diskos prolaps. Det er aergeligt og taerrende for hende og hendes familie. I den tid hende og Peter var i Dar, havde vi deres to aeldste boern sovende hos os. Det var en spaendende udfordring, med ogsa hyggeligt. Vi fortalte dem historier, spillede spil og saa proevede vi at faa dem i seng til tiden og den slags. Maria er stadig i Dar, hvor hun er ved at genoptraene sin ryg. Vi glaeder os til at faa hende tilbage!

Selv om mange af dagene i Sumbawanga har vaeret mere eller midre usaedvanlige, saa maerker vi ogsaa til hverdagene. Vi er i en god rytme i skolen. Vi har haft to projektdage, hvor vi tog ud til bibelskolen og satte telte op og spiste ristede majs. Temaet var "dyr". Vores naeste store projekt med boernene er at male et stort motiv af Noas ark paa vores container.

Hver tirsdag og fredag er der fodbold eller volleyball paa bibelskolen. Det er dejligt at faa roert sig der, og samtidig er vi sammen med mange tanzanianere. Om mandagen har vi bibelstudie med de andre danskere, og om soendagen er vi i kirke. Vi glaeder os over, at der er saa mange ting, som vi kan tage os til i fritiden.

Det gaar frem ad med at laerer sproget, vi proever os frem, men der stadig meget at laere. Til oktober har vi bestilt en swahililaerer, saa vi haaber, at han kan hjaelpe os ind i sproget.

Livet er ikke det vaerste man har, og om lidt...skal vi hjem og lave mad inden stroemmen gaar.

Ankommet til Sumbawanga

2006-08-19T04:54:00.000-07:00

Tiden flyver, og vi er siden sidst - vi skrev - ankommet til Sumbawanga. Den by vi skal bo i det kommende aar. Ved ankomsten til Sumbawanga, tog missionaerene rigtig godt imod os og har soerget for os paa alle leder og kanter. For halvanden uge siden startede vi saa vores egentlige arbejde, nemlig paa Sumbawanga lilleskole, som bestaar af 5 dejlige danske boern og saa os som de yderst erfarne laerere :) Vi trives i arbejdet og griber de udfordringer, der dukker op. Det er sjovt og spaendende at undervise, og vi faar hurtigt brugt en masse tid paa forbederelsen af undervisningen, ogsaa fordi vi nyder det.
Lidt om det at vaere midt blandt tanzanianerne: Tanzanianerne har karisma, saa det batter. Det har vi bl.a. faaet lov at maerke til et kortraef i hovedkirken. Der bliver festet, hujet og hejet, lavet tungetriller i massevis, danset og vrikket med de herlige store numser, saa hele kirken gynger. Lige saa snart vi kom ind i kirken blev vi budt velkommen af nogle af kirkens ledere for derefter straks at blive sat op oeverst i kirken bag alle de fornemme, biskop, formand og andre kirkeledere. Men sikke en fest! Ovenikoebet blev vi ogsaa inviteret med til en konfirmationsfest, og der var endnu mere gang i den. Dem som holdt festen, var lederparret fra BDM's boernehjem her i Sumbawanga. De er nogle fantastiske mennesker. De tog i sin tid 12 gadeboern til sig, og de var\er som en mor og far for dem. De gav dem mad hver dag, kost, logi og uniform til at de kunne gaa i skole. Siden da har de med hjaelp fra DK startet et boernehjem med boern i alle aldre. Alle boernene var med til konfirmationsfesten, og det var roerende at se dem. Nydelige og meget hoeflige boern, der alle gik i skole, og som alle har en vaerdig fremtid foran sig, pga. at nogle har haft hjerte for dem. Og boernene er taknemmelige for den hjaelp de faar. Lederen, som hedder Joseph, er som en far for dem alle.

Det var lidt nyt herfra. Til slut maa vi DESAVAERRE fortaelle, at efter mange forgaeves forsoeg paa at faa billeder ind paa vores weblog uden held, maa vi nu opgive. Der kommer sansynligvis ikke flere billeder ind, saa I maa bruge al den fantasi, I har faaet givet. Computerne koerer paa Windows 95 og internetopkoblingen er saa daarlig, at den ikke kan traekke de store billedfiler.

Hav det smukt derhjemme. Nu vil vi hjem og spise chapati (pandekager) :)

Swahili og safari

2006-08-04T01:52:00.000-07:00

Selv om tiden i Tanzania ikke går lige så hurtig som i Danmark, så er den alligevel fløjet af sted, fordi vi oplever meget og trives godt. Vi har været i Østafrika i 3 uger, og vi har allerede mange begivenheder at se tilbage på:

De første 14 dage fik vi swahiliundervisning på en sprogskole 15 km fra Iringa. Skolen ligger i et kuperet terræn, hvor der er mange store sten, bakker, åer og majsmarker. Her gik vi mange ture, og det var også her vi fik vores allerførste snak på swahili med en gammel mand (mzee), som hed John.
Stedet ejes af et engelsk par, Will og Amanda Philips, som sidste år flyttede hertil for at begynde en ny tilværelse. De var hjælpsomme og snaksagelige, og de har været med til, at vi har fået en god start i Tanzania.
Hver dag fik vi undervisning fra kl. 08.00 til 13.00 af en tanzanianer, som talte godt engelsk og som havde erfaring med at undervise danskere. På 14 dage er det selvfølgelig kun de allervigtigste informationer man får og derfor skulle eftermiddagen bruges til at øve og repetere. Vi prøvede også at snakke med de lokale, og på den måde fik vi lært meget og har nu fået de første byggesten til at lære resten af sproget. Vi er i hvert fald frimodige og glæder os allerede over at vi kan chatte lidt.

En dag kom muligheden for, at vi kunne tage på safari i Ruaha Nationalpark. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at sige ja tak.
Selv om der ingen dyr havde været, ville det være en stor oplevelse at være af sted, for savannen er smuk i sig selv også i tørtiden, for her udstråler de tørre planter en smuk gul og orange farve. Men heldigvis var der dyr, og de var ikke svære at få øje på. Og hvis nogen tror at girafferne og elefanterne er ved at uddø, så kan I godt tro om, for de går rundt i tusindtal i Ruaha. I parken var der også et enormt antal af impalaer, zebraer, kuduer, flodheste og tusindvis af farverige fugle. Men der er en ting, som altid er ekstra spændende, når man befinder sig på den afrikanske savanne: Vil man komme til at se løver? Det var lidt lige som at lege gemmeleg. Vi så fodspor fra løverne, og tampen brændte, og bedst som vi håbede på at se en løve, så vi en leopard. Den smukke kat med den prikkede pels lå lige ved siden af bilen, ja vi havde nært kørt den over. Den tog ikke rigtig notits af vores ankomst, den sad bare og gloede, og snart gik den en lille tur på vejen, og til sidst forsvandt den ind i buskene. Men vores safarieventyr stoppede ikke her, for vi kom faktisk til at se en stor løvefamilie på 14 medlemmer. De lå og dasede i solen og kiggede dovent på de skøre turister. De syntes i hvert fald ikke, at vi var noget særligt. Men de var også med til at give os en fantastisk tur, og vi glæder os allerede til vi skal på safari igen.

Den sidste uges tid har vi været på den danske skole i Iringa. Her har vi fundet bøger og materiale til lilleskolen i Sumbawanga. Det har været spændende at se de bøger, som børnene skal undervises i. Vi har også mødt de andre voluntører her, og det har været hyggeligt. På søndag tager vi endelig til Sumbawanga. Her skal vi pakke vores kufferter ud og indrette os i vores nye hjem. Det glæder vi os til, og vi ser også frem til at skolen begynder på onsdag i næste uge.

Den afrikanske slette

2006-07-16T02:50:00.001-07:00

Karibu (Velkommen)

2006-07-16T02:50:00.000-07:00

Så er vi to evertyrlystne unge frækkerter ankommet til Tanzania-land, hvor vi har fået en dejlig varm og åben velkomst af de andre missionære. Vi ankom lidt trætte fredag morgen kl. 7.00 til Dar es Salaam, hvor vi blev modtaget af Tove og Lisbeth. Resten af dagen besøgte vi missionærerne i byen og fik god afrikansk kaffe og 350 ml. Coca cola i høje slanke flasker.
Om aftenen fik vi is og kaffe hos familien Friis, som også bor i Sumbawanga. Det var rigtig hyggeligt at møde dem og deres børn.
Lørdag tog vi til Iringa med familien Agerbo, som var på vej hjem fra en lang ferie, og vi havde en dejlig køretur gennem den afrikanske slette, hvor vi bl.a. så elefanter, giraffer, zebraer, gnuer, mpalaer og aber. Man bliver aldrig træt af at se på de vilde dyr. Særlig for Anders var det en stor oplevelse. Nu tager vi på sprogskole i 14 dage, og får forhåbentlig lært en masse Swaheli-gloser.

2006-06-16T17:00:00.000-07:00